Jeg har en meget tæt på mig, som måske er på vej ud på et skråplan, måske har han styr på det, måske har han ikke.
Jeg vil så gerne nå ind til ham, helt derind hvor jeg kan snakke med ham så han lytter, kun lytter og forstår- ikke der hvor der blivet lukket øre eller argumenteret, nej helt derind hvor det betyder noget. Men hvordan kommer jeg derind ? Jeg vil ikke være den bedrevidende, den som løfter en pegefinger, jeg vil heller ikke være hende den dybt bekymrede og irriterende.
Jeg vil være den der redder - som altid... Det ligger bare i mig at jeg gerne vil redde. Både fordi jeg vil mine nærmeste der bedste, men nok også fordi jeg har eb trang til at være "hende der fik mig til at se lyset"
Men i første omgang vil jeg bare rigtig gerne have denne person til at forstå at uanset hvor meget man selv mener man er i kontrol, så kan det pludselig vende uden at man selv opdager det - og hvad så ?
Men hvordan fortæller jeg ham at hans liv betyder noget for mig - det betyder så meget, og jeg har svært ved at rumme at han måske smider det væk.
Jeg er sur over at hans liv har været svært fra starten af, sur over at han ikke har fået chancen for at være hvor jeg er - og jeg er bekymret for om han nogensinde kommer til det.
Jeg vil råbe og skrige kramme og kysse - men lige nu gør jeg intet... Udover at håbe..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar